Trafikkontrol i sommerlandet giver store skatteregninger

Det er en dårlig idé at køre til Smukfest i Skanderborg i en bil på gule plader, hvis der ikke er købt dagsbeviser til lejligheden. Risikoen for trafikkontrol er nemlig stor i sommermånederne, og den slags fører altid til mange efteropkrævninger. 
 

Lige så sikkert det er, at mange vil valfarte til Skagen i uge 29 eller til musikfestival i Tisvildeleje i samme uge, er det, at Motorstyrelsen sammen med politiet vil gennemføre trafikkontrol på vejene, der fører til disse steder. Det gør de nemlig hvert år, og ikke kun i den uge og på de steder, men over hele landet i forbindelse med sommerens mange store events.

I forlængelse af kontrollerne i sommeren 2024 udsendte Motorstyrelsen sidste efterår en pressemeddelelse om, at der ved disse blev kontrolleret 107 biler, og at næsten halvdelen af kontrollerne medførte efteropkrævning af registreringsafgift, moms og/eller skat. Kontrollerne har derfor ikke kun en præventiv effekt, men giver også penge i statskassen.


The Usual Suspects 

Der er mange gengangere imellem de typer af lovovertrædelser, som konstateres i forbindelse med trafikkontrollerne. De fire hovedsyndere er næsten altid:

  1. Privat kørsel i biler på gule plader. Dette er fuldt lovligt, men kun hvis der er købt dagsbeviser til bilen for de pågældende dage. Det er regler, som giver god mening, og som er meget populære. Ikke desto mindre fanges mange stadig på det forkerte ben, når de standses i sommerlandet i en varebil. Du kan læse mere om reglerne for brug af dagsbeviser i denne artikel
  2. Ulovlig brug af mandskabsvogne. Det vil sige varebiler, der er indrettet til transport af både ansatte og af materiel, og som derfor er kendetegnet ved at rumme en sæderække bag forsæderne. Når anvendelsen af disse biler meget ofte fører til efteropkrævninger, skyldes det blandt andet, at de i modsætning til andre vare- og lastbiler normalt ikke må tages med hjem, altså anvendes til transport mellem bopælen og arbejdsstedet af bilens chauffør.  Noget som virksomhederne desværre ikke altid er opmærksomme på, når de anskaffer den slags biler. Du kan læse mere om reglerne for mandskabsvogne i denne artikel.
  3. Leasingbiler på forholdsmæssig registreringsafgift. Ordningen med forholdsmæssig afgift er især en fordel, når der er tale om dyre biler, men brugen af reglerne forudsætter et stort fokus på formalia, hvilket ikke alle har. I en afgørelse offentliggjort i februar i år stadfæstede Landsskatteretten således en afgørelse fra Motorstyrelsen om, at der skulle betales fuld registreringsafgift for en Ferrari, fordi registreringsafgiftsperioden og leasingperioden ikke var sammenfaldende.
  4. Udenlandske køretøjer. Herboende udlændinge skal som udgangspunkt indregistrere deres bil i Danmark, hvis de har haft bopæl her i landet i 30 dage. Det er en regel, som formentlig kun få udlændinge har hørt om, før de bliver standset i en trafikkontrol.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.